Kronik: Danmark har brug for arbejdspladserne i landbruget – også i fremtiden

GLS-A og 3F har den 17. juni en fælles kronik i Jyllands Posten. Kronikken er skrevet at GLS-A’s bestyrelsesformand, Helle Reedtz-Thott og 3F’s gruppeformand for Den Grønne Gruppe, Allan Busk.

Klimadebatten og diskussionen om CO2-afgift på landbrugsproduktion har sat spørgsmålstegn ved behovet for arbejdspladser i landbruget – ikke blot politisk, i ”Den grønne trepart” – men også i medier, og i befolkningen generelt. Ikke overraskende, for klimadebatten er aktuel, relevant og en meget vigtig debat, som vedrører os alle.

Når det lige præcis gælder landbrugets arbejdspladser, så synes vi det er vigtigt med et bidrag til debatten fra arbejdsmarkedets parter. 3F og GLS-A. Os, der faktisk beskæftiger os med landbrugets arbejdspladser til daglig. Vi er bekymrede for de meldinger, vi hører om CO2-afgifter og afvikling af landbrugets arbejdspladser.

Svarer-udvalgets rapport med anbefalinger om CO2 afgifter på landbrugsproduktion vil betyde, at flere tusinde arbejdspladser i landbruget vil forsvinde. Fra forskellige sider i Folketinget kan man høre, at politikere er klar til at gamble med det liv og arbejdsliv, der udfolder sig i landdistrikterne. Som om det er uden betydning, at tusindvis af arbejdspladser forsvinder.

Paradoksalt nok er det nogle af de samme politikere, som for år tilbage besluttede, at 8.000 statslige arbejdspladser skulle flyttes ud fra hovedstadsområdet til provinsen. Fordi der netop er brug for arbejdspladser i landområderne. Det har betydet flere akademikerstillinger og arbejdspladser inden for den statslige administration – og tak for det – men vi har brug for at beholde alle mulige andre jobfunktioner på landet også. Vi har brug for faglærte og at have arbejde til mennesker, der ikke synes, at akademisk arbejde og administration er attraktivt at beskæftige sig med.

Svarer-udvalgets rapport giver ikke nogen anvisning på, hvad landbrugets medarbejdere skal beskæftige sig med i stedet for.

Risikoen for at affolke landdistrikterne er stor, fordi landbrugsmedarbejdere skal omskoles til jobs i byerne, hvor de fleste jobs findes. Dette i modsætning til landbrugets arbejdspladser, som i sagens natur findes på landet.

Landbruget er det erhverv, der genererer flest arbejdspladser i Danmark

Når landbrugserhvervet er det vigtigste erhverv i forhold til at skabe arbejdspladser, så skyldes det, at produktionen i landbruget og i forarbejdningsindustrierne i høj grad er forankret i Danmark. Landbruget og gartnerierne bidrager med 63.000 arbejdspladser. Det er i landbruget, at råvaregrundlaget for fødevareproduktion skabes. Det er planteavl, dyrehold til mejeri- og kødprodukter samt produktionen af frugt og grønt. Desuden understøtter hver arbejdsplads i landbruget og gartnerierne én arbejdsplads mere uden for landbrugserhvervet. Når forarbejdningserhvervene tælles med, taler vi om 123.000 arbejdspladser, som ville forsvinde, hvis der ikke var noget landbrug.

Det er landbruget, som står for en stor del af de private arbejdspladser i landkommunerne. I en opgørelse udarbejdet af Landbrug & Fødevarer kan man se, at 54 af sognene i 2019 havde over 70 pct. af deres private arbejdspladser liggende i landbrugserhvervene. I næsten halvdelen af alle Danmarks sogne står landbruget og forarbejdningsvirksomhederne for mere end hver femte private arbejdsplads.

Det er mange arbejdspladser på landet. Men vi har brug for hver eneste af dem. De bidrager til sammenhængskraften i Danmark og det giver liv på landet, når medarbejderne køber bolig, sender sine børn i den lokale skole og handler ind i den lokale dagligvarebutik. Landbrugets virksomheder skaber jobs i en lang række andre erhverv, håndværksvirksomheder, transport- og servicevirksomheder. Det giver mulighed for produktion og udvikling, og det giver ikke mindst mulighed for et meningsfyldt arbejdsliv for hver eneste medarbejder, der hver dag møder op på sin arbejdsplads for at passe dyr, jord og planter. Det er arbejdspladser, der skaber værdi, uanset hvordan man gør det op.

Og så har vi slet ikke været inde på, at landbruget er blandt de erhverv, der står for den største valutaindtjening til Danmark. Kun overgået af medicinalindustrien.

Landbruget som arbejdsplads

I medierne har man i den senere tid kunnet læse og høre synspunkter om, at der ikke er grund til at passe på landbrugets arbejdspladser, fordi landbruget beskæftiger mange udlændinge. Fra flere sider ”tales erhvervet ned”. Det problematiseres, at landbruget har mange udenlandske medarbejdere og at mange er ansat i lavtlønsjob.

Vi har ganske rigtigt mange udlændinge i landbruget – heldigvis for det – og som aftaleparter på overenskomstområdet, skelner vi naturligvis ikke mellem danske medarbejdere og udlændinge, når det kommer til løn og arbejdsvilkår. Landbruget beskæftiger mange udenlandske fodermestre og driftsledere. De har arbejds- og opholdstilladelse efter regler i udlændingeloven og er garanteret et lønniveau, som mindst svarer til det overenskomstmæssige. Og der føres kontrol med det.

Det betyder ikke, at vi ikke stadig skal arbejde for ordnede forhold i landbruget. Det er der brug for at vi gør. Ikke mindst i forhold til branchens omdømme – det viser hele denne diskussion.

Vi har som parter fokus på, at landbrugets arbejdspladser skal være gode arbejdspladser – både når det gælder uddannelse, efteruddannelse og arbejdsmiljø. Organisering er også et indsatsområde. Virksomhederne bliver større og får flere ansatte. Det er virksomheder, som har brug for at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Som har brug for at tilbyde vilkår som lønmodtagere kan opnå i sammenlignelige jobs.

Men det er ikke fair, at vi smider hele branchen ”under bussen” og kører den over. Der findes mange fine arbejdspladser i landbruget. Arbejdspladser, hvor man også er dygtige til at beskæftige medarbejdere, som har svært ved af få fodfæste på arbejdsmarkedet, og hvor man yder en stor indsats for at få det til at fungere.

CO2-afgift

Hvis landbruget skal have CO2-afgifter, så skal det udvikle sektoren, ikke afvikle den. De fleste danskere mener, at landmænd, der har implementeret klimaeffektive løsninger, ikke bør rammes af afgifterne. Også i byerne er der bred opbakning til denne holdning. Vi har allerede set, hvordan man på mejeriområdet har arbejdet konstruktivt med nedbringelse af klimaaftrykket, når det handler om landbrugsbedrifter, der producerer mælk. Ad frivillighedens vej – og er lykkedes med det! Arbejdspladserne i dansk landbrug og følgeerhvervene er vigtige for mange mennesker, og de medarbejdere, der arbejder i landbruget i dag, har ikke fortjent at miste deres job, fordi politikere ikke ønsker at bevare arbejdspladser, hvor mange ansatte kommer fra andre lande. Det er hverken en værdig eller en saglig argumentation.

GLS-A og 3F er helt enige i den ambition, som regeringen har formuleret, og som er beskrevet i regeringsgrundlaget, nemlig at:  ”…. man fortsat skal udvikle – ikke afvikle – den danske fødevareproduktion. … Dansk fødevareproduktion skal være et eksempel til efterlevelse for andre landes omstilling af landbruget, og derfor skal det sikres, at produktionen ikke bare flyttes ud af landet. Derfor skal provenuet fra afgiften direkte føres tilbage til landbruget, så erhvervets omstilling understøttes. Og regeringen ønsker derudover at bruge en del af Grøn Fond på yderligere investeringer i teknologi i landbrugets grønne omstilling.”

Politikerne skal tænke sig grundigt om, inden de gennemfører en CO2 afgift, som får store konsekvenser for beskæftigelsen, erhvervsstrukturen og bosætningerne i landområderne.