Tilbage til oversigt
13. december 2021

Dagpenge til corona-ramte børnefamilier

Trepartsaftalen af 23. november 2021 er nu vedtaget som lov. Loven genindfører en ordning med barselsdagpenge til forældre til børn, der er smittet med COVID-19, eller til børn, der hjemsendes som følge af et eller flere konkrete COVID-19 smittetilfælde i dagtilbuddet, på skolen eller i institutionen uden nødvendigvis selv at have symptomer på COVID-19. Det er en forudsætning, at hjemsendelsen fra dagtilbuddet, skolen eller institutionen mv. sker efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Den særlige ordning giver ret til barselsdagpenge i op til 10 dage i perioden fra og med den 23. november 2021 frem til og med den 28. februar 2022.

Forældre til hjemsendte raske børn, som er hjemsendt som følge af et konkret smitteudbrud, og forældre til børn syge med COVID-19, har mulighed for midlertidigt at modtage barselsdagpenge under pasningsfraværet. Forældre til raske børn, som er hjemsendt som følge af en generel politisk beslutning om nedlukning kan ikke få barselsdagpenge. Det er således ikke muligt for medarbejderne at få barselsdagpenge med henvisning til den generelle hjemsendelse af skoleelever mv. hen over jul og nytår 2021/22. Forældrene skal i den forbindelse være opmærksomme på eventuelle muligheder for nødpasning i den enkelte kommune.

Ordningen gælder alene for forældre forstået som biologiske forældre, adoptivforældre samt medmødre og omfatter børn til og med 13 år. I modsætning til de tidligere ordninger er det ikke en betingelse, at medarbejderen har afholdt eventuelle børneomsorgsdage eller har opbrugt en ret til betaling ved barns sygdom.

Arbejdsgiver skal anmelde fraværet via NemRefusion, hvorefter medarbejderen modtager besked om selv at ansøge om barselsdagpenge for fraværet. Barselsdagpengene udbetales direkte til medarbejderen. Arbejdsgiver kan ikke få refusion ved betaling af fuld eller delvis løn, da retten til barselsdagpenge forudsætter at medarbejderen har fravær uden lønret.

Hvis barnet er hjemsendt som følge af en konkret institutionsnedlukning pga. smitteudbrud i henhold til en myndighedsanbefaling:
Medarbejderen skal opfylde en række betingelser for at kunne få barseldagpenge:

  1. Barselslovens beskæftigelseskrav er opfyldt
  2. Ingen af forældrene har mulighed for at arbejde hjemme
  3. Ingen af forældrene har afspadsering, der kan anvendes til pasning

Derudover skal medarbejderen over for Udbetaling Danmark dokumentere følgende:

  1. Hvornår barnet er hjemsendt
  2. På tro og love erklære, at der ikke modtages betaling fra arbejdsgiver eller holdes ferie på de ansøgte dage
  3. Fremlægge en erklæring fra arbejdsgiveren om, at det ikke er muligt at arbejde hjemmefra, og at der ikke udbetales løn eller holdes ferie fra arbejdsgiveren på de ansøgte dage. Bor forældrene sammen, skal der fremlægges en erklæring for begge forældre. Medarbejderen vil blive bedt om at anmode arbejdsgiver om denne erklæring i forbindelse med sin ansøgning om barselsdagpenge

Hvis barnet er hjemsendt som følge af en generel nedlukning af dagtilbud, skole eller institution:
Medarbejderen har ikke ret til barselsdagpenge. Medarbejderen skal være opmærksom på tilbud om nødpasning i sin hjemkommune.

Kan anden pasning ikke etableres kan det aftales med medarbejderen, at der arbejdes hjemme i det omfang dette er muligt, afspadseres, afholdes ferie, feriefridage eller børneomsorgsdage. Fravær derudover er uden ret til betaling.

Hvis barnet er konstateret smittet med COVID-19:
Medarbejderen skal opfylde en række betingelser for at kunne få barseldagpenge:

  1. Barselslovens beskæftigelseskrav er opfyldt
  2. Ingen af forældrene har mulighed for at arbejde hjemme
  3. Ingen af forældrene har afspadsering, der kan anvendes til pasning

Derudover skal medarbejderen over for Udbetaling Danmark dokumentere følgende:

  1. Positivt testresultat
  2. På tro og love erklære fraværets længde
  3. På tro og love erklære, at der ikke modtages betaling fra arbejdsgiver eller holdes ferie på de ansøgte dage
  4. Fremlægge en erklæring fra arbejdsgiveren om, at det ikke er muligt at arbejde hjemmefra, og at der ikke udbetales løn eller holdes ferie fra arbejdsgiveren på de ansøgte dage. Bor forældrene sammen, skal der fremlægges en erklæring for begge forældre. Medarbejderen vil blive bedt om at anmode arbejdsgiver om denne erklæring i forbindelse med sin ansøgning om barselsdagpenge

Hvis en medarbejders mindreårige barn har fået konstateret COVID-19, er medarbejderen desuden sandsynligvis at betragte som nær kontakt. Læs mere her.

Ordningen er som nævnt en genindførsel af tidligere lignende ordninger. Læs mere om de tidligere ordninger for barselsdagpenge i visse tilfælde i forbindelse med fravær pga. COVID-19 her.

Tilbage til oversigt
Visualization of the coronavirus causing COVID-19