Tilbage til oversigt
8. juli 2024

Husk at få anmeldt arbejdsskader rettidigt

Når en medarbejder kommer til skade ved en ulykke i forbindelse med sit arbejde, skal du som arbejdsgiver anmelde ulykken. Det fremgår af arbejdsmiljøloven og arbejdsskadesikringsloven. For at nedbringe sagsbehandlingstiden ved arbejdsskader er der fra 1. juli 2024 indført nye regler. De nye regler betyder bl.a. at arbejdsgivere nu kan tildeles bøder, hvis ikke de overholder korte tidsfrister.

 Når AES og Ankestyrelsen i fremtiden efterspørger eksisterende oplysninger på en sag, bliver det med en frist på 14 dage. Hvis svarfristen ikke bliver overholdt, modtager arbejdsgiveren en rykker for oplysningerne med besked om risikoen for en bødestraf og en ny svarfrist på 14 dage.

Hvis i ikke er i besiddelse af de oplysninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen har efterspurgt, skal i give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen besked om det, inden for svarfristen på 14 dage.

Risikoen for at få en bøde gælder alene ved manglende afgivelse af oplysninger, som i som arbejdsgiver m.v. allerede er i besiddelse af. Det vil sige oplysninger, som allerede fremgår af et register eller journal, eller foreligger på anden vis, fx ansættelsesaftaler, oplysninger om ansættelsesperiode, lønforhold, tilskadekomnes arbejdssted eller individuelle aftaler om skånehensyn i arbejdet.

Hvordan anmelder du en arbejdsulykke?

Arbejdsulykker skal anmeldes i EASY på virk.dk. EASY er Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets system til at anmelde arbejdsulykker.

En anmeldelse sikrer, at de rette myndigheder og parter bliver orienteret, og at medarbejderen kan få en evt. erstatning. Når du anmelder via EASY, bliver du automatisk bedt om alle de oplysninger, som er nødvendige for, at modtagerne kan behandle anmeldelsen. Det giver den hurtigste sagsbehandling til gavn for både anmelder, tilskadekomne, forsikringsselskab og de relevante myndigheder.

Arbejdstilsynet har samlet relevant information om anmeldelse af arbejdsskader her.

Tilbage til oversigt
person using laptop