Kritikken af udenlandsk arbejdskraft i landbruget er misforstået
En CO2-afgift på landbruget med faldende produktion til følge vil også føre til tab af arbejdspladser i landbruget og følgeindustrien. I en artikel i Politiken den 28. maj bruges en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) som grundlag for at få en række politikere og arbejdsmarkedsforskere til at udtale sig kritisk om de, som ønsker at tage hensyn til beskæftigelsen ved indførelsen af en CO2-afgift.
I GLS-A er vi ikke enige i den kritik af udenlandsk arbejdskraft i landbruget, som der fremstilles i artiklen. GLS-A’s bestyrelsesformand, Helle Reedtz-Thott, har derfor svaret igen med et debatindlæg i dagens udgave af Politiken.
AE har beregnet, at 44 procent af de beskæftigede i landbruget er udlændinge, og at 66 procent af de lavest lønnede er udenlandske arbejdstagere. AE forklarer forholdene med, at landbruget er den branche, hvor færrest er medlem af en A-kasse, og hvor færrest har en arbejdsgiveradministreret pensionsordning.
At mange af landbrugets medarbejdere har en udenlandsk baggrund ligger udenfor enhver diskussion. Problemet i AE’s analyse er imidlertid, at der ikke er baggrund for så klart at konkludere, at udlændinge har meget dårlige løn- og pensionsforhold.
I AE-analysen sker beregningerne på grundlag af den samlede beskæftigelse i landbruget. Herved overser AE, at der i landbruget er beskæftiget mange unge udenlandske praktikanter, som er i Danmark for at få relevante, praktiske kompetencer i forhold til den uddannelse, praktikanterne er ved at gennemføre i hjemlandet. Praktikanterne er ansat på elevlignende lønforhold. Endvidere har de af gode grunde ikke en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, da de kun skal være i Danmark i op til 18 måneder, inden de skal hjem og færdiggøre deres uddannelse. Praktikanterne opfylder heller ikke betingelserne for at kunne være medlem af en A-kasse. Når praktikanterne har en elevløn, vil de helt naturligt ligge i bunden lønmæssigt. Og derfor når AE med den valgte regnemetode ikke overraskende frem til, at der er mange udlændinge i bunden af lønhierarkiet.
Landbruget beskæftiger også mange fodermestre og driftsledere. Disse har arbejds- og opholdstilladelse efter regler i udlændingeloven og er garanteret et lønniveau, som mindst svarer til det overenskomstmæssige. Og det føres der kontrol med.
At beskrive landbruget som et erhverv, der primært tiltrækker udlændinge til dårligt lønnede jobs er derfor ikke korrekt. Landbruget beskæftiger også udlændinge, som kommer fra andre EU-lande, og en god del af disse har ufaglærte jobs, hvor kravene til formelle kompetencer ikke er så store. Det afspejler sig naturligvis også i lønnen, som vil ligge på niveau med ufaglærte.
I diskussionen om beskæftigelsen i landbruget skal man også huske på, at landbrugene ligger derude, hvor der ikke er mange andre jobs at få. Landbruget og de afledte jobs, som landbruget fører med sig i lokalsamfundene og i fødevareindustrien er vigtige forudsætninger for, at vi har et aktivt liv i landområderne. Den udenlandske arbejdskraft betragtes i mange kommuner som et vigtigt aktiv, der bidrager til skattegrundlaget og til, at der kan holdes liv i skoler, institutioner og andre erhverv ude i landområderne.
At konkludere, at vi sætter hensynet til at skaffe jobs til udlændinge over hensynet til at have et landbrug, som i langt højere grad passer på klimaet, naturen og miljøet, er der ikke grundlag for i AE’s analyse. Politikerne skal tænke sig grundigt om, inden de gennemfører en CO2 afgift, som kan få store konsekvenser for beskæftigelsen, erhvervsstrukturen og bosætningen i landområderne.
